Web 2.0 og nye teknologier
Internettet bliver til stadighed mere interaktivt og bevæger sig dermed væk fra den tidligere udformning, hvor statiske visitkortagtige præsentationer af firmaer, mere eller mindre kedelige personlige hjemmesider og til en hvis grad sider indeholdende små applikationer, karakteriserede nettet. De personlige hjemmesider erstattes af blogs, firmahjemmesider tilbyder nu fx besøgende at konfigurere/designe et personligt produkt og de små halvkedelige applikationer erstattes af gennemtænkte spil, som kan foregå både i web-verdenen og i den virkelige, fysiske verden.
Udbredelsen af hjemmesider, hvor brugeren er med til at skabe indholdet, har hidtil været meget lille, hvilket resulterer i, at kun ganske få sider ”spiller sammen” og bruger de opsamlede data på innovative måder – i retning af såvel brugervenlighed som markedsføring på tværs af målgrupper. Især brugervenligheden og brugerens oplevelse kommer i højsædet ved anvendelse af nyere teknologi, hvor muligheder åbner sig og skellet mellem teknologier bliver mindre og grænserne mellem brugerens opfattelse af at bruge mere end ét medie bliver udvisket.
Som et eksempel på et firma, der fokuserer på fremtidens web, fremhæves her Google.
Google er allerede godt på vej med store tiltag i web 2.0-retningen, hvor man som bruger i høj grad kan personificere sine sider. Google tilbyder endda stort set komplette softwarepakker, som inkorporerer flere typer hverdagsprogrammer, som alle kan indstilles til at passe perfekt til den enkeltes brug. Det bliver spændende at følge de kommende tiltag fra Google, da de umiddelbart ikke ser ud til at stoppe med at ekspandere og erobre flere og flere felter i medieverdenen.
Interessante problemstillinger i denne sammenhæng vil være:
- Hvordan bidrager web 2.0 til vores måde at interagere med computeren/digitale medier set ud fra et teknologisk synspunkt?
- Hvordan ændres folks adfærd på nettet?
- Hvilke sammensmeltninger af medier vil være fordelagtig ved samtidig brug af nyeste teknologier og udnyttelse af muligheden for brugertilpasset indhold på tværmedielle platforme?